Onsdag den 26. september køres VM i enkeltstart 2018 i den østrigske by Inssbruck. Ruten strækker sig over 52,50 kilometer, og der bliver sat hårde krav til rytterne. Undervejs skal de nemlig over en hård stigning, der går fra Fritzens til Gnadenwald, og der venter dem også mange kilometer i små byer med masser af skarpe sving på smalle veje. Den store favorit til sejren er den forsvarende verdensmester, Tom Dumoulin, men han ventes at få kamp til stregen fra især australske Rohan Dennis.
Hård VM rute venter rytterne
Det bliver ingen dans på roser at komme igennem årets rute. VM afholdes som bekendt i de østrigske bjerge, og denne enkeltstart er en hård en af slagsen. Som det kan ses på satellitbilledet forneden bruger rytterne det meste af dagen i en dal mellem bjergene.
De godt og vel første 30 kilometer af løbet er relativt flade, omend der er enkelte små stigninger, men den sidste halvdel er brutal. Efter 31 kilometer starter rytterne nemlig på løbets helt store prøve, når de skal klatre op til Grosser Bettelwurf. Her går det opad i 4,9 kilometer, hvor det stiger med 7,1 procent i gennemsnit. Dette er løbets mest afgørende punkt, og rytterne skal køre hurtigt op over stigningen for at kunne vinde. Har de ikke benene, vil denne stigning til gengæld dræbe alle håb om medaljer. Nær toppen af stigningen er løbets anden og sidste mellemtid. Herefter venter der 17,5 kilometer til målstregen.
Den sidste tredjedel af løbet er mere kuperet end starten. Der er en lang nedkørsel, men i de sidste ti kilometer går det konstant op og ned. Her kører rytterne endda rundt inde i Innsbruck, hvilket betyder, at ruten bliver en smule mere teknisk. Der kommer lidt flere små sving og vejene bliver en anelse smallere.
Favoritter og outsiders til VM i enkeltstart
Ved VM for et år siden sejrede hollandske Tom Dumoulin i overbevisende stil. Dengang lå ruten dog også perfekt til ham, da løbet var på grænsen til en decideret bjergenkeltstart. I år har ruten blot en enkelt hård stigning, så der er lidt bedre chancer for at specialisterne kan gøre sig gældende.
Derudover skal man huske på at Tom Dumoulin har kørt med om sejren i to grand tours i indeværende sæson, hvorfor han på nuværende tidspunkt bør være slidt og udmattet. I modsætning til sidste år har han altså ikke haft VM i enkeltstart som et af sine sæsonmål, hvilket bør kunne ses.
Løbet kan altså meget vel blive mere åbent end, bookmakerne lige går og forventer, og der kan sagtens ligge en overraskelse og lure.
Tom Dumoulin er stjernen
Det er ikke til at komme udenom, at Tom Dumoulin, den forsvarende verdensmester, er den altoverskyggende favorit. Den 27-årige hollænder har haft en fremragende sæson, hvor det er blevet til samlede andenpladser i både Tour de France og Giro d’Italia. I begge løb vandt han store etapesejre, og han er manden, der skal slås.
Netop de store præstationer i sæsonens grand tours er dog også Dumoulins store problem. Han har holdt en god form i hele sæsonen, så hans ben er efterhånden slidt. Der er en grund til, at man normalt ikke ser nogle ryttere gå efter sejren i både Giroen og Touren i samme sæson.
Dumoulin har da heller ikke kørt mange løb siden Tour de France. Faktisk har han blot deltaget i et enkelt løb i de seneste to måneder. Det skete i slutningen af august, hvor han deltog i Tyskland Rundt. Her blev det til en samlet fjerdeplads.
Herefter fulgte endnu en måneds løbspause før, han i mandags stillede op til VM i holdtidskørsel. Her kørte han og Team Sunweb en flot andenplads hjem efter Quick Step.
Rohan Dennis er førsteudfordrer
Australien har altid udviklet dygtige tempokørere, og Rohan Dennis er landets ypperligste i øjeblikket. Han startede sæsonen med at blive australsk mester i enkeltstart, og siden har den ene sejr taget den anden. Dennis har vundet seks enkeltstarter og en holdtidskørsel i denne sæson, hvilket siger alt om hans tårnhøje niveau. Hans sejre er endda kommet i store løb. Det blev til to i den netop overståede Vuelta, imens han også sejrede i Giro d’Italia og Tirreno-Adriatico. Alt i alt en yderst imponerende sejrsstime.
For Rohan Dennis har VM i enkeltstart været et mål igennem hele sæsonen. Han sad derfor over i Tour de France, og han har forberedt sig grundigt til begivenheden. I Vueltaen viste han sig rigtig godt kørende med to etapesejre, og siden da har han kun tænkt på at blive verdensmester. Han er altså et glimrende bud på et odds på VM i enkeltstart.
Overraskelsen lurer
Selvom Dumoulin og Dennis er de store favoritter, er løbet bestemt ikke afgjort endnu. Det er nemlig de færreste ryttere, der kommer til Østrig i topform, hvorfor dagsform og tilfældigheder kommer til at spille en større rolle end normalt.
De primære outsidere er de to tidligere verdensmestre Vasil Kiryienka og Tony Martin. De er begge blandt de ypperligste indenfor disciplinen, omend deres storhed ligger et par år tilbage.
Kiryienka vandt VM i enkeltstart i 2015, men siden har han ikke vundet det store. Han brød dog sin sejrstørke i juni, hvor han blev hviderussisk mester i enkeltstart. Udover mesterskabstitlen er hans bedste resultat i denne sæson en tredjeplads på enkeltstarten i Baskerlandet Rundt i april. Da Kiryienka normalt kører som hjælperytter er det dog sjældent, at han for alvor kører sig ud i enkeltstarter i etapeløb. Han plejer derfor altid at køre hurtigere ved VM, hvor han virkelig kan køre sin egen chance.
Tony Martin har vundet VM i enkeltstart fire gange, så han er en erfaren herre. Han vandt senest i 2016, men siden da er meget sket. Tony Martin er ikke længere blandt den absolutte elite, og der er længere og længere imellem hans enkeltstartssejre. Faktisk har han blot vundet to enkeltstarter i de sidste to sæsoner – begge i de nationale tyske mesterskaber. I denne sæson er hans bedste enkeltstartsresultat, udover det tyske mesterskab, en andenplads på 16. etape i Giroen. Ruten er formentlig også en smule for kuperet til Martin, der har det bedst på de helt flade enkeltstarter, hvor hans motor virkelig gør ham stærk.
VM 2018 er klatrernes chance
VM i landevejsløb køres i år på den hårdeste rute i mands minde. Helt så hård er enkeltstarten ikke, men det er stadig en rute, der tilgodeser de gode klatrere. Vinderen vil derfor formentlig være en rytter, der er god til at køre opad, og her er der en del gode bud på sorte heste.
Først og fremmest skal man fremhæve Bob Jungels fra Luxembourg. Han har fået sit helt store gennembrud i denne sæson, hvor det blandt andet er blevet til en sejr i Liege-Bastogne-Liege. Jungels har kørt et rigtig flot efterår, hvor det blandt andet blev til en samlet femteplads i Tour of Britain tidligere på måneden samt en sejr på prologen i det slovenske løb Okolo Slovenska. Han var senest med til at vinde VM i holdtidskørsel. Jungels er ikke normalt en stor enkeltstartsrytter, men han er i god form, og han nærmest gå på vandet for tiden.
Det helt store tyske håb er 24-årige Maximilian Schachmann. Han har ligeledes fået lidt af et gennembrud i år, hvor det blandt andet er blevet til etapesejre i Giro d’Italia, Katalonien Rundt og Tyskland Rundt samt senest en verdensmestertitel i holdtidskørsel. I august blev han nummer tre ved EM i enkeltstart, og han har forberedt sig grundigt på dette verdensmesterskab. Faktisk har det været Schachmanns primære mål siden han færdiggjorde Giroen i maj, hvorfor formen også bør være helt i top.
Se VM i enkeltstart i fjernsynet
VM i enkeltstart dækkes tæt i fjernsynet. Alle løbene sendes på TV2 Sport, hvor man fra start til slut kan følge stjernerne såvel som fremtidens profiler i U23-løbene for både mænd og kvinder. Alle løbene kommenteres af de kyndige danske kommentatorer, man kender fra de største løb. Der er altså ikke sparret på noget. Forneden kan den fulde TV-oversigt for VM i landevejscykling ses.