Formel 1-kører Kevin Magnussen
Photosorensen / Shutterstock.com

Som teenager så denne skribent en dag en ung knægt i en gokart i et boligkvarter i Roskilde. Knægten, fik jeg at vide, var Jan Magnussens søn, og han var rigtig god til at køre hurtig. Mange år senere må jeg konkludere, at det var helt rigtig. Kevin Magnussen er nemlig for længst trådt ud af sin fars skygge, og han rangerer lige nu som et af Danmarks allerstørste sportsnavne.

 

Barndommens gade

Kevin Magnussen blev født i efteråret 1992 i Roskilde. Hans far, Jan Magnussen, var på daværende tidspunkt en lovende racerkører, der jagtede sit store gennembrud. Dermed blev Kevin Magnussen også født med fart i blodet. Alle som et-årig fik han sin første motorløse gokart, og han nød, når farmand eller storebror kørte ham rundt. Allerede året efter kom der motor på gokarten, og siden dengang har Kevin Magnussen ikke set sig tilbage.

Som otteårig konkurrerede han for første gang, og som 12-årig begyndte han i de internationale klasser. Allerede her markerede Magnussen sig som en talentfuld kører, og hans præstationer skabte opmærksomhed omkring ham. Som ung teenager kontaktede han selv McLaren, hvis ejer, Ron Dennis, engang havde sendt ham et fødselsdagskort med den kontante besked, at han skulle kontakte ham, hvis han nogensinde blev ligeså god som sin far. Magnussen tog altså Dennis på ordet, og herefter begyndte McLaren at overvåge hans udvikling og bidrage med gode råd.

For mange lyder det som en drøm at vokse op med en kendt racerkører som far. Det var dog ikke helt tilfældet for Kevin Magnussen. Imens Jan Magnussen rejste rundt, brugte Kevin Magnussen meget tid hos sin bedstemor, der opdrog ham.

– Det var ikke planlagt, at jeg skulle være forælder som 19-årig, fortalte Jan Magnussen i 2017 i et åbenhjertigt interview med Se og Hør.

– Da jeg blev far til Kevin, var jeg i England, så jeg var helt naturligt væk fra Kevin og hans mor på det tidspunkt. Og alle pengene gik til at køre ræs, så der var hverken tid eller penge til at komme hjem.

Derfor voksede Kevin Magnussen også op uden en faderskikkelse i hjemmet.

– Jeg har haft meget lidt indflydelse på hans opdragelse. Vi har kørt to forskellige liv. Mit forhold til Kevin havde sikkert været et helt andet, hvis vi havde boet sammen, og vi havde været den her kernefamilie. Hvis jeg kunne gå tilbage og lige præcis den ting om, ville jeg helt sikkert gøre det, afsluttede Jan Magnussen.

 

Sejrene begynder at rulle ind

På trods af Jan Magnussens manglende tilstedeværelse i hjemmet, fulgte Kevin Magnussen i hans fodspor ind i racerverden. I 2008 fik K-Mag, som han blev døbt, debut i den danske Formel Ford-serie. Her vandt han 11 sejre ud af 15 mulige, og drømmen om Formel 1 virkede ikke længere så urealistisk. Med sin imponerende debut viste Magnussen også, at han allerede var blevet for stor til den danske andedam.

Han rykkede derfor videre, og efter flotte sejre i britisk og tysk Formel 3 samt Formel Renault 2.0 NEC fik han debut i Formel Renault 3.5. Denne serie er berømt for at have sent utallige talenter videre til Formel 1, og Magnussen var derfor tæt på at nå målet.

Derfor var samarbejdet med McLaren også intensiveret, og holdet skaffede ham forud for 2013-sæsonen en plads på DAMS-teamet. DAMS var et af de bedste teams i serien, og her fik Kevin Magnussen de optimale rammer til at udvikle sig yderligere.

Danskeren kvitterede for tilliden ved at vinde hele med stor margin. Dermed havde McLaren set nok, og forud for 2014-sæsonen gav de ham en kontrakt med Formel 1-holdet.

 

Drømmedebuten ender i skuffelse

Magnussen erstattede Sergio Pérez på McLaren-mandskabet, der blev anført af erfarne Jenson Button. At Magnussen fik en Formel 1-kontrakt var en stor nyhed i Danmark, og han blev med et en af landets mest populære sportsstjerner. Hele Danmark så derfor også med, da Magnussen fik sin Formel 1-debut ved det australske grand prix i Melbourne.

Her sluttede han på en imponerende tredjeplads, hvormed han blev den blot anden dansker nogensinde til at slutte på en pointgivende placering i et Formel 1-løb. Den første var hans far, der opnåede en sjetteplads ved det canadiske grand prix i 1998. Samtidig blev Magnussen den første debutant til at få point siden Lewis Hamilton gjorde det samme syv år tidligere. Efter løbet blev Red Bull-køreren Daniel Ricciardo diskvalificeret, hvilket forfremmede Magnussen til andenpladsen. Denne bedrift var han den første rookie til at opnå siden Jacques Villeneuve i 1996.

Magnussen havde dog svært ved at følge op på den flotte debut. Han samlede ganske vist point i yderligere 11 ud af sæsonens sidste 18 løb, men størstedelen af dem kom fra syvende-, ottende-, niende- og tiendepladser. Han var på intet tidspunkt tæt på at følge op på sin debutpræstation.

Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse, da McLaren i slutningen af sæsonen annoncerede, at Magnussen blev degraderet til test- og reservekører. Holdet havde brug for at skaffe resultater, og det hentede derfor Fernando Alonso ind.

Kevin Magnussen Formel 1
Kevin Magnussen i sin McLaren-racer. Af David Acosta Allely/Shutterstock

Et år udenfor

Efter degraderingen brugte Magnussen et år på sidelinjen for McLaren. Hans job var simpelthen bare at være klar, hvis enten Button eller Alonso var ude af stand til at køre. Det skete blot en enkelt gang, forud for det australske grand prix, hvor Alonso var ude med en skade. Desværre for Magnusen gik racerens motor i stykker under opvarmningen, og han missede derefter løbet.

På intet andet tidspunkt var der brug for Magnussens evner, og året udviklede sig til det rene tortur.

– Jeg var ked af det. Jeg var knust. Jeg troede, at det var slut, for der er ikke så mange, der bliver gjort til reservekører og senere kommer tilbage til Formel 1, fortalte Magnussen i 2017 til Euroman. I samme interview kalder han jobbet som reservekører for et lortejob, da han blev tvunget rundt i verden som tilskuer til alle de store løb, men uden mulighed for selv at bevise sit værd.

Det stod klart for Magnussen, at han havde brug for at vende tilbage på banen. Han havde brug for at konkurrere igen og køre stærkt. Derfor forlod han McLaren. Det var dog svært at finde et nyt hold. Den unge dansker ville helst køre Formel 1, men interessen var begrænset. Til sidst lykkedes det dog at skaffe et sæde hos Renault.

 

Vejen tilbage

Skiftet til Renault blev dog ikke noget lykkeligt ægteskab. Raceren var i håbløs stand, og Magnussen havde derfor ingen muligheder for at konkurrere med de bedste. Da sæsonen sluttede havde han blot samlet syv point, hvilket blegnede gevaldigt overfor de 55 fra debutsæsonen. Magnussen havde muligheden for at fortsætte hos Renault, men udsigten til endnu en sæson i en elendig bil, fik ham til at takke nej.

På trods af de svingende resultater og det manglende gennembrud fik Magnussen en stor mulighed hos Haas. Umiddelbart lignede det et skridt ned for Magnussen at tage til det lille hold fra mastodonten Renault. Sådan så Magnussen dog ikke på det.

Hos Haas fik han nemlig muligheden for at koncentrere sig om det, han gør bedst; at køre ræs. Her blev han ikke mødt af krav om, at han skulle have sponsorerer med, og der er ingen rige forretningsfolk, som han skal underholde.

– Haas er ikke et topteam endnu, fordi det er meget nyt. Men det er rent. De er der for at dyrke motorsporten. Gene Haas har ikke brug for Formel 1 til at tjene penge. Han har en fin business ved siden af. De spurgte mig heller ikke, om jeg kunne skaffe nogle sponsorkroner. Det var ikke en betingelse for at få en kontrakt, de ville bare have to gode kørere til de to pladser, fortalte Magnussen til Euroman efter skiftet.

 

Haas har tillid til Magnussen

At Haas ikke forlangte sponsorkroner fra Magnussen var en stor tillidserklæring. Størstedelen af Formel 1-kørerne får løn direkte fra deres personlige sponsorer. Det er kun de allerbedste kørere, der bliver betalt af holdene. Derfor ser man nogle gange, at holdene satser på de kørere med de højeste sponsorater frem for de dygtigste, da økonomien er presset.

Nu hvor Magnussen bliver betalt direkte af Haas, betyder det altså, at han er ansat udelukkende på sine evner. Dette er et skulderklap, men det skaber selvfølgelig også et ekstra pres. For en racer-feinschmecker som Magnussen gør det dog ikke noget.

Magnussen har nemlig selvtilliden i orden. I sin debut-sæson for Haas hentede han 19 point, og den total skal han ud og forbedre i 2018. Magnussens personlige mål er at bevise, at han kan hamle op med de allerbedste. Kan han dette, så virker drømmeskiftet til et af de helt store hold bestemt realistisk i den nærmeste fremtid.

I starten af 2018 tog Magnussen derfor også et vigtigt skridt i jagten på at blive endnu bedre. I februar flyttede han nemlig fra København til Dubai. Dubai ligger centralt i forhold til Formel 1-kalenderen, og han kan derfor spare en del transporttid, når han skal rundt til løbene. Denne tid kan bruges på fysisk træning, restitution og andre aktiviteter, der kan gøre ham til en bedre kører.

Dermed ser 2018 ud til at blive et spændende år for Kevin Magnussen, der kan stå foran sit helt store gennembrud. På Odds.dk kommer vi til at følge K-Mag tæt, og du vil her løbende kunne finde odds, optakter og spilforslag til hans løb.