Vm 2018 deltager Sveriges gule og blå flag.

VM i Rusland bliver Sveriges første slutrunde uden Zlatan Ibrahimović siden EM i 2000. Angriberen har været Sveriges altoverskyggende stjerne i en årrække, men nu er det en ny generations tur til at skinne. Sverige har da også klaret sig helt fint uden den høje angriber, og holdet ser ud til at gå en spændende fremtid i møde. Det svenske landshold virker mere balanceret uden Zlatan, og hans afgang har tilladt flere af de unge spillere at træde frem i lyset.

Derfor går svenskerne også til VM-opgaven med stor selvtillid. Blågult, som landsholdet kaldes, er havnet i en overkommelig pulje, og de øjner derfor de afgørende slutspilskampe.

 

Odds på Sverige ved VM

 

Sveriges vej til VM

Svenskerne endte i en forfærdelig VM-kvalifikationsgruppe. Her befandt de sig ved siden af mastodonterne Holland og Frankrig samt de evige outsidere fra Bulgarien. Sidst men ikke mindst var Luxembourg og Hviderusland også i gruppen.

Da Sverige kort forinden havde sagt farvel til Zlatan, var der ikke mange, der spåede dem de store chancer. Svenskerne gik dog uimponeret til opgaven, og allerede i første kamp hentede de 1-1 på hjemmebane imod Holland.

Herefter fulgte pligtsejre over Luxembourg, Bulgarien og Hviderusland inden, det nye svenske landshold virkelig trådte ind på scenen. Det skete på Friends Arena i Stockholm, hvor de besejrede Frankrig med 2-1. Sejren kom i hus efter et vanvittigt mål fra midten af Ola Toivonen i kampens 94. minut.

I den efterfølgende kamp tabte Sverige en højdramatisk affære med 3-2 i Bulgarien, hvilket skabte frygt for gummiben. Svenskerne kom dog hurtigt tilbage på hesten for med en 8-0-sejr over Luxembourg på hjemmebane blev gruppens andenplads sikret. Dermed gjorde det mindre, at Sverige tabte med 2-0 til Holland i den sidste kamp.

Andenpladsen betød, at Sverige skulle ud i to knald-eller-fald-kampe imod Italien om en billet til VM. Endnu en gang imponerede det svenske landshold, og efter to mandfolke indsatser sendte de italienerne ud i mørket.

 

Sveriges VM-historie

Sverige har en lang og stolt VM-historie. De blå-gule var med til VM for første gang i 1934, turneringens blot anden udgave. I 1950 hentede svenskerne det første sæt skandinaviske medaljer nogensinde, da de sluttede på tredjepladsen. Denne præstation forbedrede de otte år senere på hjemmebane. Anført af legender som Nils Liedholm, Kurt Hamrin og Agne Simonsson gik svenskerne hele vejen til finalen. Her blev de dog kørt over af Pelé og Brasilien, der vandt med 5-2 på Råsunda stadion i Stockholm.

Siden andenpladsen i 1958 har der været langt mellem snapsene. Svenskerne har ganske vist været hyppige gæster ved VM, men de har ikke gjort det store ad sig. Undtagelsen på dette er slutrunden i 1994, hvor Sverige med folk som Thomas Ravelli, Roland Nilsson, Henrik Larsson, Martin Dahlin og Tomas Brolin sluttede på tredjepladsen.

 

Profilen: Emil Forsberg

I modsætning til tiden med Zlatan har Sverige ikke længere én åbenlys stjerne. Svenskerne har i stedet et fremragende kollektiv, hvor alle spillerne kæmper for sagen. Der er dog alligevel spillere, der skiller sig ud. Dette gælder især den 26-årige midtbanespiller Emil Forsberg.

Forsberg, der har været en del af landsholdet siden 2014, spiller til daglig for tyske RB Leipzig. Det har han gjort siden 2015, og han er på nærmest rekordtid blevet en kæmpe profil i Bundesligaen. Uge efter uge imponerer Forsberg med sit blik for spillet, sin målfarlighed og sine tekniske egenskaber.

Forsbergs karriere har fulgt en rød tråd siden, han blev professionel hos GIF Sundsvall i 2009. Efter et par succesfulde sæsoner drog han til Malmö FF, hvor han vandt to mesterskaber og spillede i Champions League. Herefter tog han endnu et skridt op til RB Leipzig, og det næste skridt op venter nok lige rundt om hjørnet. Forsberg bliver hyppigt rygtet til endnu større klubber, og han har for længst vist, at han har niveauet. I 2016/2017-sæsonen havde han for eksempel flest assists af alle Bundesligaens spillere.

 

Talentet: Victor Lindelöf

23-årige Victor Lindelöf har endnu ikke fået sit helt store gennembrud for hverken det svenske landshold eller Manchester United. Den stærke stopper blev hentet til den røde del af Manchester af José Mourinho sidste sommer for mere end en kvart milliard kroner. Før skiftet til den engelske Premier League havde han imponeret mangt og mange i Portugal, hvor han tørnede ud for Benfica fra 2013 til og med 2017.

På det svenske landshold står Lindelöf indtil videre noteret for 19 landskampe og en enkelt scoring. Gennembruddet kunne godt komme i Rusland, da Sverige skal levere en solid defensiv præstation, hvis de vil gøre god figur i gruppe F. Han ligner det bedste bud på en afløser for en aldrende Andreas Granqvist og er helt sikkert fremtidens mand i det svenske midterforsvar.

 

Landstræneren: Janne Andersson

Det svenske landshold trænes af 55-årige Janne Andersson. Han har ikke det største navn rent internationalt, men han har en lang række flotte bedrifter bag sig. I 2011 blev han ansat hos IFK Norrköping, der på det tidspunkt netop var vendt tilbage til Allsvenskan. I løbet af de næste fem sæsoner udviklede Andersson langsomt den fattige klub, og hans arbejde kulminerede med et sensationelt mesterskab i 2015. Mesterskabet sikrede ham legendestatus i klubben, og skaffede ham efterfølgende jobbet som svensk landstræner.

Som landstræner for Sverige har han gjort et fremragende stykke arbejde, og han er en yderst dygtig træner. Andersson er en taktisk dygtig træner, der samtidig er rigtig god til mandskabsbehandling. Han har flere gange vist, at han er i stand til at få sine spillere til at levere nærmest overmenneskelige præstationer.

 

Odds på Sverige ved VM

Hvordan går det Sverige ved VM?

Gruppe F ligner på forhånd en tæt kamp mellem Sverige, Mexico og Sydkorea om gruppens andenplads efter Tyskland. Svenskerne er en anelse bedre end konkurrenterne på papiret, og de bør være i stand til at gå videre.

Bliver Sverige nummer to, er det dog sandsynligt, at de løber ind i Brasilien i ottendedelsfinalen. I så fald vil det være en gentagelse af semifinalen fra 1994, hvor brasserne vandt 1-0 på et sent mål af Romario. Brasilien vil selvfølgelig være storfavoritter igen, og det bliver formentlig endestationen for svenskerne.

Odds på Sveriges turneringsfremfærd fra Unibet

  • Bliver slået ud i gruppespillet: 1,55
  • Bliver slået ud i ottendedelsfinalen: 3,10
  • Bliver slået ud i kvartfinalen: 9,00
  • Bliver slået ud i semifinalen: 28
  • Taber finalen: 91
  • Verdensmester: 101

 

Odds på Sveriges VM-chancer

 

Sveriges topscorer

Sveriges svageste punkt er uden tvivl angrebet. Svenskerne mangler simpelthen en kvalitetsangriber, nu hvor Zlatan er gået på pension. Mange troede, at John Guidetti kunne være denne angriber, men han ligner mere og mere et one season wonder.

I kvalifikationen sluttede 31-årige Marcus Berg som topscorer med otte mål, men han er bestemt ingen topangriber. Faktisk lader han allerede til at nyde sit otium på en guldrandet kontrakt i emiraterne, og han bliver dermed matchet på et lavt niveau til daglig.

Derfor kan det formentlig godt betale sig at kigge imod midtbanespillerne, hvis man skal oddse på Sveriges topscorer. Her kunne et godt bud være førnævnte Forsberg eller Viktor Claesson. Sidstnævnte spiller til daglig for russiske FC Krasnodar, og han er en fantastisk spiller.

 

Sveriges trup

Se vores svenske naboers trup til VM i fodbold 2018 her

 

Sveriges idealopstilling

Janne Andersson stiller typisk sit landshold op i en 4-4-2-formation. Indstillingen på holdet kan ændres alt efter modstanderen, men formationen er typisk den samme. Imod Italien stod svenskerne dybt på banen med kort afstand imod kæderne. Imod dårligere hold vil backerne derimod få mere frihed til at gå med fremad, imens Lindelöf også får muligheden for at føre bolden frem. Det kan altså være et yderst offensivt mandskab, når omstændighederne er rigtige.

Olsen – Lustig, Lindelöf, Granqvist, Augustinsson – Claesson, Larsson, Ekdal, Forsberg – Berg, Toivonen

 

Sveriges skader og fravær

Zlatan Ibrahimović kommer helt sikkert til at blive savnet, men det virker som om, at svenskerne har fundet en ny og bedre måde at spille på uden deres altoverskyggende superstjerne. Derudover er det værd at bemærke, at der ikke blev plads til Superliga-profilerne Jacob Rinne, Simon Tibbling og Johan Larsson i truppen, imens Mainz 05’s Robin Quaison heller ikke klarede cuttet.

 

Odds på Sveriges VM-chancer