Torsdag den 15. august 2024 lyder startskuddet for den nye sæson af La Liga, som er den spanske pendant til Superligaen.
Åbningskampen står mellem Athletic Bilbao og Getafe, men favoritterne, Real Madrid og FC Barcelona, kommer først i spil i løbet af weekenden.
Læs med her i Kenneth Hansens optakt til 2024/25-sæsonen i La Liga og bliv skarp på, hvad du kan forvente dig af spansk topfold i de næste 9 måneder.
Det ventede parløb i toppen
Der er igen i år lagt op til en tvekamp mellem Real Madrid og FC Barcelona i toppen af La Liga, men med et flot transfervindue indtil nu synes Atlético også at røre på sig inden sæsonstart.
Real Madrid med favoritværdigheden
Den helt store favoritværdighed ligger dog hos de forsvarende mestre fra Real Madrid, der sidste år vandt titlen med 10 point ned til ærkefjenden fra Catalonien.
Op til den nye sæson har Kongeklubben endelig formået at lukke en af de største transfersagaer i nyere tid, da Kylian Mbappé kunne lokkes fra den franske hovedstad til den spanske.
Med Mbappé på holdkortet kan Carlo Ancelotti stille med en frygtindgydende trio i front, hvor brasilianerne Rodrygo og Vinicius Jr. optræder på hver sin side af den franske verdensmester. Det er svært at se, hvordan noget andet hold i verden skal kunne matche det.
Indkøbet gav allerede pote i Super Cup-finalen, hvor Mbappé stod for den ene af de to scoringer til Real Madrid, der slog Atalante med 2-0.
Det bliver interessant at se, hvordan Real Madrid håndterer karrierestoppet til Toni Kroos.
Tyskeren spillede, trods sin fremskredne alder, én af karrierens bedste sæsoner i fjor, men som led i en ny strategi har madrilenerne allerede polstret midtbanen med talent og kvalitet, og yngre folk som Aurelien Tchouameni og Eduardo Camavinga står klar i kulissen til for alvor at overtage taktstokken centralt på banen.
Foruden det store farvel til Kroos, har Real Madrid også sagt farvel til Joselu, Nacho og unge Rafa Marin, der er solgt til Napoli. Foruden Kylian Mbappé har Kongeklubben også fået vidunderbarnet Endrick fløjet ind fra Brasilien til at supplere offensiven yderligere.
FC Barcelona på hævntogt
I Catalonien skal FC Barcelona slå tilbage efter sidste års dominans fra centralmagten. På trænerfronten endte dansen med Joan Laporta i en afskedigelse af Xavi, og tyske Hansi Flick blev klubikonets erstatning.
Indtil videre er det ikke blevet til nævneværdige tilgange, da den pressede økonomi i Barcelona kun har tilladt dem at rykke en række ungdomsspillere op på førsteholdet. På rygtebasis er Blaugrana dog sat i forbindelse med flere interessante navne som EM-heltene Dani Olmo og Nico Williams.
Barca-fans kan dog glæde sig over genforeningen af Flick og Robert Lewandowski. I sine to sæsoner i Bayern München nød Flick godt af hele 83 mål fra den lange polak, der nettede 19 gange i La Liga i fjor.
Flick står foran noget af et arbejde i bestræbelserne på at indhente Real Madrid, men EM-slutrunden viste, at man i Pedri og især Lamine Yamal har en række juveler i truppen, der kan afgøre kampe på egen hånd.
Et andet stortalent, Gavi, sidder stadig ude i noget tid, men under OL-slutrunden har vi set Fermin Lopez vise sig meget flot frem på den spanske midtbane.
Barcelona har som sagt ikke hentet det store ind endnu, mens spillere som Joao Felix, Joao Cancelo, Sergi Roberto, Oriol Romeu, Serginho Dest og Marcos Alonso har forladt Camp Nou denne sommer.
EM-vinder og vice-topscorer til Atlético
I den røde del af Madrid har Diego Simeones mandskab fra Atlético Madrid gang i en interessant sommer.
Sidste års skuffende kampagne – hvor ikke bare Girona endte over dem i tabellen, men hvor man også sluttede hele 19 point efter mestrene fra Real Madrid – skal viskes væk, og i bestræbelserne på dette har man haft godt gang i kreditkortet allerede.
Ind er kommet EM-vinderen fra Real Sociedad, Robin Le Normand, og Alexander Sørloth, der sidste år sluttede som nummer to på La Ligas topscorerliste – bare et enkelt mål efter sensationen fra Girona, Artem Dovbyk.
Man er ligeledes ved at forstærke offensiven med Julian Alvarez fra Manchester City. På papiret kunne han og Antoine Griezmann danne en farlig angrebsduo, der kunne gøre ondt på alle hold i La Liga.
Diego Simeone har flere gange før åbnet op for, at Atlético kunne spille anderledes end tidligere og gå mere offensivt til værks. Men når det virkelig gælder, har argentineren alligevel følt sig nødsaget til at gå mere primitivt til kampene og stille med flere defensive folk end dem med mål i støvlerne.
Joao Felix er vendt tilbage fra sit lejemål i FC Barcelona, men portugiseren synes uønsket hos både Simeone og fanbasen, og han er næppe tiltænkt en rolle hos Atlético i år. Det samme gælder hos angrebstalentet Samu Omorodion, der meldes tæt på et skifte til Chelsea i Premier League.
Hvor kommer årets “Girona” fra i år?
Sidste år huskes om nogen for Gironas fantastiske eventyr, der slutteligt resulterede i en flot tredjeplads og en billet til Champions League.
Spørgsmålet er så, hvem der bliver årets “Girona” og leverer langt over det forventede? Et bud kunne være Sevilla, der sidste år sluttede på en skuffende 14. plads. Andaluserne er dog et stykke fra fordums styrke, og truppen giver stadig anledning til en del oprydningsarbejde.
Real Sociedads bedste spillere er jaget vildt på transfermarkedet, og skulle Nico Williams lade sig friste af et skifte væk fra Athletic, vil også de stå i en markant svækket position.
Valencia rører stadig positivt på sig, og kan de holde fast på profiler som Giorgi Mamardashvili, Cristhian Mosquera, Javi Guerra og Diego Lopez, står de med gode muligheder for at forbedre deres placering fra sidste år.
Selv er Girona blevet rippet for flere af deres fremtrædende folk, og træner Michel står foran noget af et arbejde hvis tredjepladsen fra i fjor skal opretholdes uden Artem Dovbyk, Savio og Aleix Garcia på holdkortet.
- Gratis livestreaming
- Brugervenlig hjemmeside
- Bredt udvalg af odds
Indbetaling (min. 50 kr.) matches i væddemålskreditter maks. (1.000 kr.). Væddemålskredit klar til brug ved afgørelse på væddemål til værdien af de kvalificerende væddevel. Undt. for min. odds, væddemål og betalingsmetode gælder. Gevinst eks. indsats for væddemålskredit. Tidsbegr. & regler gælder.
Regler & Vilkår gælder | Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil: StopSpillet | Udeluk dig via ROFUS | 18+
Velkommen tilbage til Leganes, Valladolid og Espanyol
I bunden af rækken er der gensyn med en række velkendte ansigter. Både Leganes, Valladolid og Espanyol har nemlig været at finde i La Liga i nyere tid, og alle tre klubber kommer med rutinerede folk i truppen.
Valladolid vandt Segunda i fjor og vendte tilbage til La Liga efter et år nede. Espanyol har sagt farvel til sidste års topscorer i den næstbedste række, danske Martin Braithwaite, mens Leganes indtil nu har formået at holde fast på deres helt store stjerne, angriberen Miguel de la Fuente.
Sidste år rykkede én af tre oprykkere direkte ud igen, idet Granada sluttede sidst på 20. pladsen. Las Palmas fra Gran Canaria endte på 16. pladsen – 7 point fra af stregen – mens Alaves var den helt store positive overraskelse med en placering i den øvre halvdel som nummer 10.