Eksperterne forudser en uhyrligt tæt affære, når årets Super Bowl spilles i Arizona, og de danske football-fans er også delt på midten, når det gælder om at forudsige en vinder af det traditionsrige opgør.

Det er kun sket én gang tidligere, at Super Bowl – finalen i det amerikanske football-mesterskab – er blevet afgjort i overtid. Men spørger man danskerne og Danske Spil kunne det godt ske igen, når årets Super Bowl afgøres natten til mandag. Samtidig er de danske oddsere fuldstændig delt på midten i forhold til, hvilket mandskab, der står med trofæet efter nattens dyst.

”Vi har fået stort set identiske væddemål ind på de to hold – næsten 50/50 – hvilket matcher den vurdering, vi har af de to hold. Philadelphia Eagles har nok det bedste hold, men står til gengæld over for ligaens nykårede MVP, quarterbacken hos Kansas City Chiefs, Patrick Mahomes. Det ligner en meget, meget tæt kamp.” siger Daniel Jensen, oddssætter hos Danske Spil.

Oddsene hos Danske Spil på de to hold er også næsten lige.

Spiller man på Philadelphia Eagles som vinder, får man pengene 1,80 gange igen, og et væddemål med Kansas City Chiefs som vinder giver indsatsen 2,02 gange igen.

”De to hold har længe været favoritter til at mødes i finalen, så det er faktisk et meget åbent spørgsmål, om Eagles tager Vince Lombardi-trofæet for anden gang, eller om det skal være superstjernen, Patrick Mahomes, der vinder sin anden Super Bowl-ring på fire sæsoner. Det er lidt som at forudsige, hvilken vej bolden hopper, når den lander på spidsen,” siger Daniel Jensen.

Danske Spil NFL odds

Og når nu kampen tilsyneladende kan gå begge veje – så kan den måske også gå en tredje vej: Ende uafgjort efter fire quarters, hvorefter det hele skal afgøres i overtid.

Det er dog kun sket en enkelt gang i de hidtidige 56 finaler – tilbage i 2017, hvor New England Patriots vandt 34-28 over Atlanta Falcons.

Spiller man på, at det sker igen i år, så giver Danske Spil 12,50 gange pengene igen.

Super Bowl kan følges på TV2 og TV2 Play natten mellem søndag og mandag.