Det er kun lidt over et år siden, at Leicester for alvor skrev sig ind i mesterskabskampen, da Jamie Vardy sendte bolden ind bag Simon Mignolet to gange, og Leicester slog Liverpool med 2-0 på King Power Stadium. Dermed begyndte troen på et mesterskab til Leicester for alvor at brede sig i England og resten af fodboldverdenen.

Fast forward til i dag. Guldtræner Claudio Ranieri har fået sparket, og Leicester kæmper for livet i bunden af Premier League. Situationen er dog den samme som i fjor; Leicester har brug for alle tre point.

I midtugen tabte Leicester med 2-1 i Sevilla, hvor Jamie Vardy med et reduceringsmål gav håbet om en plads i Champions League-kvartfinalerne nyt liv. Men det piller dog ikke ved, at Leicester nu har tabt syv og kun vundet én i de sidste 9 kampe, og det er kun en uge siden, mestrene tabte til Millwall i FA Cup’en.

Den danske landsholdkeeper Kasper Schmeichel afslører da også, at holdet er desperate efter en sejr:

“Alle sejre i Premier League er vigtige. Vi er desperate efter at få en sejr, det er der ingen tvivl om. Det handler om tro. Vi skal blive ved med at tro og have tillid til at arbejde hårdt”, sagde Schmeichel til Leicesters hjemmeside i denne uge.

Kasper Schmeichel var også igennem interviewmøllen hos SkySports i den forgangne uge, hvor den danske målmand sendte varme ord afsted til Ranieri:

“Ingen har lyst til at se folk miste deres job. Jeg har ikke andet end den største respekt og taknemmelighed for Claudio, for hvad han kom og gjorde i denne klub. Det er højdepunktet i alles karriere, og hvis du spørger enhver anden spiller, vil de sige præcis det samme”, sagde Schmeichel og tog i samme ombæring en stor del af skylden på sine egne og holdkammeraternes skuldre.

“Det er en stor skam, at vi ikke har præsteret på banen. Så simpelt er det. Vi skal som spillere kigge på os selv, for vi har ikke præsteret. Sådan er det”, sagde Schmeichel til den engelske TV-station.

 

Friske ben i Liverpool-lejren

Liverpool har heller ikke været på toppen af deres form i 2017 indtil videre, men måske lysner det forude, for De Røde så gode ud i 2-0 sejren hjemme mod Tottenham d. 11. februar. Det var dog også Liverpools seneste kamp, som altså ligger mere end to uger tilbage i kalenderen. Dette skyldes at Liverpool som bekendt ikke længere er med i FA Cup’en eller spiller europæisk, og Jürgen Klopp har dermed haft god tid på træningsbanen i de seneste to uger.

Selv siger Manager Klopp, at den lange pause fra at spille kampe ikke bliver noget problem til aftenens kamp.

“Det var en to-ugers pause. Det var ikke sådan, at vi forlod landet og ikke spillede fodbold i et år. Det var to uger – det er ikke noget reelt problem. Vi spillede en god intern kamp i La Manga og trænede”, sagde Jürgen Klopp til Sky Sports og fortsatte:

“Det er vores job at være skarpe, og det ved vi. Vi skal være helt klar mandag aften og spille det bedste fodbold, vi er i stand til. Jeg forventer meget af os. Vi vil tage dertil og være gode og organiserede, og vi vil vinde kampen.”

De friske ben kan betyde alverden for Liverpool i dette opgør, og Klopps tropper bør kunne lugte blod mod Leicester, vis aktuelle form må være et åbent spørgsmål efter afskedigelsen af Ranieri.

Spil på kampen hos bet365.dk >>